Ungdom

I HBK satser vi på ungdommen!

Det betyder at der tilbydes gode træningsmuligheder for ALLE ungdomsspillere uanset alder eller spilleniveau. Vi har badmintonhold og -træning på flere niveauer og tidspunkter. For holdkampe og træning gælder det, at både du og vi får mest ud af det, hvis du placeres på det niveaumæssige “rigtige” hold og træning. For at vi kan placere dig så du passer bedst i truppen alders- såvel som styrkemæssigt, vil vi gerne vide, om du har spillet før – altså om du er helt nybegynder eller du har spillet i en tid. Vi vil også gerne vide, om du er interesseret i at spille holdkampe.

Ydermere vil du i menuen under ‘Ungdom’ kunne du finde en oversigt over vores dygtige ungdomstrænere, se træningstiderne for de forskellige aldersgrupper og spilleniveauer, samt informationer om kontingent.

 

Fokus for sæsonen

Det er en glæde at se, at træningstiderne for ungdom bliver mere og mere fyldte. Det er et godt tegn på, at noget af det fokus vi i Hadsund Badmintonklub igangsatte ved sommerferien er ved at bære frugt. I ungdomsregi satte vi gang i en ambitiøs plan, som overordnet går ud på at øge glæden ved badminton for ungdomsspillere og gøre ungdomsafdelingen i Hadsund Badmintonklub til den mest attraktive badmintonklub i lokal området.

Hadsund Badmintonklub vil gerne være med til at øge glæden ved badminton for spillere på elite- som breddeniveau. Vi ved at disse behov kan være forskellige, men også har visse lighedstræk; det at være sammen med nogen på sin egen alder og hygge sig, lege, snakke, mv. og i det hele taget have det sjovt.

Det der også er taget fat om i år er den mere tekniske og motoriske del af badminton. Specielt i opstarten har der været fokus på det at holde rigtigt på ketcheren, gennemføre slagene rigtigt, samt det motoriske. På nuværende tidspunkt er der kommet mere spil og bevægelsesmønstre på banen. Jeg vil gerne opfordre til, at når I, som forældre, har nogle badmintonfaglige spørgsmål – først at se nogle af træningerne og dernæst efter træningerne kontakte ungdomstrænerne for gode råd og vejledning. I er også velkomne til at kontakte cheftræner Flemming Kjær.

Det er også en glæde at se de mange nye spillere, som er kommet til klubben i år. Enten fra andre klubber, eller nye spillere som har fået lyst til at spille badminton. Der skal her lyde en opfordring til at tage venner/veninder med i hallen, så de kan “snuse” til hvad badminton i Hadsund Badmintonklub er.